Jeg er medlem af denne her brancheforening, Danske Designere. Jeg har aldrig brugt mit medlemsskab til andet end at skrive MDD på visitkortet, som en slags kvalitetsstempel i et felt, hvor ingen går op i det foruden en selv. Her er det nemlig tidligere resultater, der gælder.
Nu er der så forslag om at sætte kontingentet op med 100 kr. i kvartalet “for at følge den øvrige prisudvikling”. Det får mig til at genoverveje, hvad jeg reelt kan bruge foreningen til eller aktivt bidrage med. Og jeg tænker for første gang i de ti år, jeg har været medlem, på at tage til generalforsamling. Om ikke andet kunne det give inspiration.
Jeg kommer i tanker om, at jeg faktisk plejer at læse nyhedsbrevet og Inform hver gang. Noget bruger jeg altså foreningen til. Det er lidt tørt. Nogen gange er det lidt interessant. Men slet ikke så interessant, som jeg synes området er. Lad os dog bruge mediet til at inspirere hinanden med, og ikke blot som showroom for vores fede resultater! Lad os få noget procesorienteret, levende design. Lad os kigge med i værkstedet, på tegnestuen, lad os se skitserne, høre om tvivlen, overvejelserne, valgene, blindgyderne og inspirationen. Lad os se noget nøgenhed og hjerteblod.
Jeg får i den grad lyst til at opdatere mit eget website og dele meget mere.