Mer’ avler mer’

Det er min filosofi at mere avler mere. Den er baseret på erfaring. Jo mere jeg tegner, jo mere har jeg lyst til at tegne, jo mere jeg laver mad, jo mere mad har jeg lyst til at lave, og jo mere jeg træner, jo mere har jeg lyst til det. Det virker endda med rengøring; når der først går hul på den lyst eller trang, er det svært at stoppe – før jeg ved af det, går jeg amok på semi-neurotisk petitesseniveau.

Balance er svært! Når jeg ikke har lyst, skal jeg anstrenge mig dobbelt for at gøre tingene, og jeg synes, det er så synd for mig. “Hvorfor er det altid mig, der vasker op?” “Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen til at sætte mig ved computeren?” “Jeg gider ikke løbe før i morgen.”

Den bedste metode, jeg kender, til at lokke mig selv til en opgave, er at begynde i det små. At tage et lille bitte skridt ad gangen. Ikke prøve på at overskue hele opgaven, men bare tage hul på den, og så tage et lille bitte skridt igen lidt senere. Før eller senere ruller lavinen, og jeg får taget et ordentlig ryk.

For tiden oplever jeg, at mine opgaver tilfører hinanden inspiration, at der er brug for alt hvad jeg finder på, og at jeg har lyst til at polere på tingene, give den en ekstra skalle. Jeg laver og spiser powermad, læser og inspirerer mig selv. Jeg har overskud til at yde en ekstra indsats, og jeg har masser af opgaver. Jeg skriver blogindlæg og løbetræner.

Sådan er det bestemt ikke altid. Jeg bearbejder jævnligt frygt for at “falde igennem”, for at “der skal komme nogen og slå mig i hovedet”. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at forsøge at ignorere, at jeg føler mig “forkert” (selv om jeg hæger om min anderledeshed). Jeg har problemer med at håndtere opmærksomhed og er meget bange for at stå frem som mig selv i en offentlig forsamling. Af samme grund har jeg aldrig ytret mig i en designfaglig sammenhæng. Jeg kunne jo risikere, at nogen var uenig med mig – og jeg kunne også risikere at tage fejl og tabe ansigt, åh nej!

Jeg glæder mig over mit eget overskud, og jeg øver mig. Jeg håber og gruer for, at nogen en dag læser mine blogindlæg. Jeg er rædselsslagen ved tanken om en kommentar. Gennem de fleste af mine leveår har jeg følt mig grøn, uvant med at blive taget alvorligt. Endelig står jeg fagligt et sted, hvor mine resultater og min erfaring faktisk bliver taget alvorligt. Det er tid at komme ud af busken med mine holdninger og begynde at opføre mig som et fuldgyldigt medlem af (design)samfundet med de knubs og roser det giver.

Denne note er første vigtige skridt i den retning. Mit næste skridt er at øve mig i at gøre mine egne (design)holdninger presente igen. Det kan meget vel være latterligt (føler jeg mig nødsaget til at indskyde); det er ikke desto mindre nødvendigt. Jeg bliver nødt til at presse mig selv lidt. Før eller siden kommer det af sig selv, og så håber og tror jeg, der bliver tryk på med alle de tanker, der trænger til at blive gentænkt, delt og diskuteret.

Detox eller ej?

Jeg har fået den udskældte “10 år yngre på 10 uger” (Thorbjørg Hafsteinsdottir) i 40 års fødselsdagsgave. Jeg kan godt lide at læse om ernæring, og slugte den over 3-4 dage, både fascineret, inspireret og irriteret. Fascineret af grænseoverskridende vinkler på sundhed, inspireret af bogens begejstrede og opmuntrende tone, og irriteret over at sigtet med det hele tilsyneladende er at forblive ung, smuk og sexet.

Mit projekt er at have optimal energi, optimal styrke, modstandskraft, selvtillid og godt humør. Og det bliver man smuk af – som en positiv sideeffekt.

Siden har jeg fulgt de første fire ugers “program”, ikke slavisk, men som en rettesnor. Jeg har registreret mit velbefindende i alle ender og kanter. Jeg har spist meget mere frugt og grønt end nogensinde før, og det samme har min familie. Jeg er begyndt at spise vitaminpiller og omega 3-fedtsyrer, og (på egen hånd) et chromtilskud for at rette op på min sukkertrang (belært af et lægewebsite). Jeg spiser knuste hørfrø på alt hvad jeg kan forestille mig, de kan kommes på og i, jeg drikker smoothies, friskpresset juice og grønsagssaft (næsten) dagligt, og jeg er begyndt at dyrke moderat motion (løbetræning på grundniveau er bestemt noget alle kan være med til). Og jeg har det rigtig godt. Jeg har en periode, hvor jeg føler mig smuk, min lænd smerter næsten ikke, og jeg har masser af energi. (Jeg noterer mig lige den rækkefølge, opremsningen faldt i). Om det skyldes kosten og tilskuddene ved jeg ikke, men jeg tror absolut det mest handler om den psykologiske effekt af at gøre noget for mig selv, en placebo-bonus ved at ændre livsstil. Eller drømme, at jeg gør det. Håbe.

Det er et stærkt håb, og jeg har haft det i mange år. Egentlig synes jeg, jeg lever meget sundt. Min holdning til kosttilskud er generelt, at pengene er givet bedre ud på bedre mad, og det er lidt et eksperiment for mig at tage et tilskud. Vitaminer i moderate doseringer har så vidt jeg ved aldrig slået nogen ihjel, og hvorfor ikke se, om der er en positiv effekt? Jeg ved ihvertfald, at jeg har spist alt for meget sukker i en periode på mindst et halvt år, det er vist endda en tilbagevendende vinter-last. Det må have lavet en del ravage i min krop.

I næste uge og de kommende 5 uger byder bogen at udrense kroppen. Det skader vel ikke(?) Jeg synes, det virker fornuftigt at lade kroppen få en pause fra brød, mælkeprodukter, rødt kød, sukker, kaffe og alkohol. Det har jeg prøvet før. Men gider jeg til at spise proteinpulver og vallepulver og lecitin? – Nej! Slet ikke når der intet står forklaret om det. Det er lige lidt for hurtigt for mig.

Inspireret af bogen tager jeg en afholdenhedsperiode hvor jeg forsøger at være endnu mere bevidst om, hvad jeg putter i munden – også selv om jeg skal til fest. Jeg kan jo godt drikke vand eller juice og spise frugt og salat osv., men jeg gider altså ikke være for frelst til at drikke et velskomstglas eller spise en chokoladedessert ved en særlig lejlighed. Jeg har ikke behov for at missionere eller være frelst. Sådan skal det ihvertfald helst ikke opfattes. Men et selvtilfreds forbillede fx for mine børn har jeg da ikke noget imod at være. Det ville da være ok.

Ny ild

På foranledning af tirsdagens chokoladelancering har jeg lavet nye visitkort. De har været længe undervejs.

Gennem mange år har jeg brugt et mælkebøttefrø som mit logo. Der kan siges meget om mælkebøttens positive symbolværdier, men gruppen af flyvende frø er for det første noget af en kliché, og for det andet har jeg forladt frøstadiet. Jeg har ønsket at udvikle min profil, så udtrykket passer bedre til min nuværende selvfølelse: mere lig en ukrudtsplante, det ikke er så let at slippe af med, end et frø, flyvende for vinden.

Sidste sommer tegnede jeg en konturtegning af et kraftigt fliget mælkebøtteblad, og det er den tegning, der nu danner grundlag for en flammende bort på mit nye visitkort.

12 minutter – 12 uger

Jeg er i gang med at løbetræne efter flere forfejlede forsøg, og nu føler jeg, at “den er der”. Jeg er topmotiveret, og har overskud – personligt og i mit dagsprogram – til at følge et træningsprogram.

For et par måneder siden købte jeg træningsvejledningen ‘12 minutter – 12 uger’ på udsalg. Jeg har før haft glæde af Mette Blochs meget jordnære betragtninger om motivation og træning, så det var oplagt.

Løbeprogrammet starter, hvor alle kan være med, og det har jeg brug for med lændesmerter, dårlig kondition og ti overflødige kilo. Jeg er i gang med den første uge, og det har været meget passende blot at gå 4 minutter, løbe 2 minutter og så vende om og gå og løbe samme antal minutter hjem. Intet overvældende der.

Et par ugers omkringsnøften har bragt mig til den konklusion at det nærmeste fornuftige “motionscenter” er svømmehallen i Jyderup. Så jeg har besluttet mig til at gå til morgensvømning de to gange om ugen, det er muligt, og træne med inspiration fra ‘12 minutter…’