Archive for the ‘Blogging’ Category

Mer’ avler mer’

juni 1, 2008

Det er min filosofi at mere avler mere. Den er baseret på erfaring. Jo mere jeg tegner, jo mere har jeg lyst til at tegne, jo mere jeg laver mad, jo mere mad har jeg lyst til at lave, og jo mere jeg træner, jo mere har jeg lyst til det. Det virker endda med rengøring; når der først går hul på den lyst eller trang, er det svært at stoppe – før jeg ved af det, går jeg amok på semi-neurotisk petitesseniveau.

Balance er svært! Når jeg ikke har lyst, skal jeg anstrenge mig dobbelt for at gøre tingene, og jeg synes, det er så synd for mig. “Hvorfor er det altid mig, der vasker op?” “Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen til at sætte mig ved computeren?” “Jeg gider ikke løbe før i morgen.”

Den bedste metode, jeg kender, til at lokke mig selv til en opgave, er at begynde i det små. At tage et lille bitte skridt ad gangen. Ikke prøve på at overskue hele opgaven, men bare tage hul på den, og så tage et lille bitte skridt igen lidt senere. Før eller senere ruller lavinen, og jeg får taget et ordentlig ryk.

For tiden oplever jeg, at mine opgaver tilfører hinanden inspiration, at der er brug for alt hvad jeg finder på, og at jeg har lyst til at polere på tingene, give den en ekstra skalle. Jeg laver og spiser powermad, læser og inspirerer mig selv. Jeg har overskud til at yde en ekstra indsats, og jeg har masser af opgaver. Jeg skriver blogindlæg og løbetræner.

Sådan er det bestemt ikke altid. Jeg bearbejder jævnligt frygt for at “falde igennem”, for at “der skal komme nogen og slå mig i hovedet”. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at forsøge at ignorere, at jeg føler mig “forkert” (selv om jeg hæger om min anderledeshed). Jeg har problemer med at håndtere opmærksomhed og er meget bange for at stå frem som mig selv i en offentlig forsamling. Af samme grund har jeg aldrig ytret mig i en designfaglig sammenhæng. Jeg kunne jo risikere, at nogen var uenig med mig – og jeg kunne også risikere at tage fejl og tabe ansigt, åh nej!

Jeg glæder mig over mit eget overskud, og jeg øver mig. Jeg håber og gruer for, at nogen en dag læser mine blogindlæg. Jeg er rædselsslagen ved tanken om en kommentar. Gennem de fleste af mine leveår har jeg følt mig grøn, uvant med at blive taget alvorligt. Endelig står jeg fagligt et sted, hvor mine resultater og min erfaring faktisk bliver taget alvorligt. Det er tid at komme ud af busken med mine holdninger og begynde at opføre mig som et fuldgyldigt medlem af (design)samfundet med de knubs og roser det giver.

Denne note er første vigtige skridt i den retning. Mit næste skridt er at øve mig i at gøre mine egne (design)holdninger presente igen. Det kan meget vel være latterligt (føler jeg mig nødsaget til at indskyde); det er ikke desto mindre nødvendigt. Jeg bliver nødt til at presse mig selv lidt. Før eller siden kommer det af sig selv, og så håber og tror jeg, der bliver tryk på med alle de tanker, der trænger til at blive gentænkt, delt og diskuteret.

Om sider og kategorier

maj 28, 2008

Ny indsigt: Sider er statiske udstillinger, indlæggene kører derudad, og kategorierne kan bruges til at sortere dem med. Nu har jeg blot tilbage at oprette et par nye kategorier, så synes jeg, at jeg har gjort det godt i dag.

Den store test: Andet indlæg på ny side

maj 28, 2008

Hvordan har man kontrol over det? Jeg ville tro, det er ved at påbegynde et nyt indlæg, mens man står på den aktuelle side.

Kontrol over indlæggene

maj 28, 2008

Jeg er spændt på at se, hvor dette indlæg dukker op, når jeg kommer til skitsebloggen udefra.

Nyt indlæg – måske på den nye side?

maj 28, 2008

Jeg tester lige om dette indlæg dukker op på den nye side. Det giver jo meget god mening at en blog har flere sider, så emner uden relevans for bestemte målgrupper ikke sammenblandes, fx hvis man nu både vil skrive en rejsedagbog OG en arbejdsrelateret blog – eller noget…

Mit første blogindlæg!

maj 28, 2008

Hvor er det spændende! Endelig skal jeg til at begynde at blogge, og jeg er spændt på at komme i gang. Der er mange emner at tage fat på: design, arbejdsliv, personlig udvikling, familieliv, måske lidt træningsdagbog (?) og om selve det at blogge og hvad det gør ved mig og min måde at udtrykke mig på. Jeg glæder mig også til at skrive positiv dagbog, og i det hele taget til at mærke systemet her lidt på tænderne – til sammenligning og som prøveklud for min egen private blog!